fredag den 30. marts 2018

Tobaksskab af en gammel lodslejder 2.

Siden sidste indlæg, har jeg fået lavet følgende på skabet:
En bagklædning.
Selve kassen af skabet.
En forramme.
En skuffe.

Bagklædningen vakte en del flere udfordringer end jeg havde forestillet mig, idet jeg ikke havde nok lange brædder fra lodslejderen til at lave et stort panel der kunne dække hele åbningen. I det mindste ikke hvis brædderne skulle være lodrette (hvilket jeg synes at de skal).
Så enden blev en bagklædning med 3 paneler, hvilket tog en del tid at lave.

Kassen til skabet fik en fals langs bagkanten, hvor bagklædningen til sidst skal limes fast. Ellers blev den samlet med helt almindelige gennemgående sinker. Tapsinkerne på de vandrette dele og hulsinkerne på de lodrette dele.

Forrammen blev tappet sammen, og det gik egentligt OK.

Skuffen er samlet med halvt skjulte sinker. Taphulssinkerne på skuffefronten og bagstykket, og hulsinkerne på siderne.
Inden sinkningen pløjede jeg en not med en kombinationshøvl der var sat op til at være nothøvl.

Pt arbejder jeg på at lave lågen til skabet, og når denne er færdig, skal de enkelte dele sættes sammen - og så skal der selvfølgelig lige laves et par knopper til lågen og skuffen samt det hele skal høvles glat og pudses så det ser fint ud.

Tappe og taphuller på forrammen.

Forrammen samlet.

Opstilling til at lave grøfter til hylder.

Løs opstilling af kasse, forramme og bagklædning.

Høvling af not i skuffefront.

Halvskjulte sinker i skuffefront (ikke helt sat sammen).

mandag den 12. marts 2018

Tobaksskab af en gammel lodslejder

Vi havde ombord en gammel lodslejder der skulle smides ud. Lejderen var vel omkring fem år gammel, så det var såmænd ikke fordi den var specielt hærget eller medtaget.

Jeg har haft lyst til at lave et lille projekt ombord igen, og denne gnag skulle det gerne være et eller andet lille møbel.
Det er længe siden jeg har lavet et skab, så det virkede som en meget god idé at lave sådan et.
Og når nu lodslejderen alligevel skulle smides ud, så var der en fin lejlighed til at lave skabet af noget eksotisk træ.

Ulempen ved den tilgang er, at der ikke er nogen særligt brede stykker træ, og der bliver en masse arbejde med at save de enkelte trin til tyndere brædder. - men jeg har vel teknisk set godt af at få en lille smule motion.

Planen er at lave et skab med en eller to skuffer forneden. Jeg forestiller mig, at det skal blive cirka 55 cm højt, 35 cm bredt og omkring 20 cm dybt.
Det vil stadig være en størrelse som man kan putte i en papkasse, og tage med hjem i flyveren.

Jeg har på nuværende tidspunkt flækket en del trin, og limet delene sammen, så jeg nu har råmaterialet til selve kassen af skabet samt et par hylder, bunden af skuffen og panelet til døren. 
De sammenlimede stykker træ er endnu ikke høvlet glatte, så der er stadig en del arbejde tilbage inden jeg er klar til at begynde på at lave det lidt finere arbejde.

Jeg har tidligere lavet projekter ombord, hvor jeg saver og høvler materialet til efterhånden som jeg skal bruge det. Det giver muligheden for hurtigt at begynde at samle projektet, men til gengæld føles det som om det tager en frygtelig tid med de enkelte arbejdsgange, da der hele tiden skal behandles nye emner inden de er klar til brug.

Enkelte gange har jeg tøjlet min utålmodighed, og gjort alle materialerne klar inden jeg er begyndt at samle projektet. Det giver etmeget mere flydende projekt, og normalvis har det faktisk endt med at være den hurtigste metode i den sidste ende. Så det er den metode jeg vil prøve at benytte mig af denne gang.

Der er et fint lille rustfrit metalskilt fra et af trinnene, og jeg tror at jeg vil prøve at beholde det, som en slags "bevis" på hvad skabet er lavet af.

Certifikat på et af lodslejderens trin

Enderne med huller blev savet væk først.

Så er det bare om at komme igang med at flække trinnene.